Fjerntrafik og gods i Nordjylland

Fjerntrafik og gods i Nordjylland

Skal der køre fjerntog i Nordjylland? Ja selvfølgelig skal der det – og vel at mærke fjerntog fra hovedstaden og til Frederikshavn. Skal der gang i godstransporten på skinner fra Hirtshals og ned til resten af Europa, så lastbilerne kommer væk fra vejene – mindre trængsel – til glæde for klima og miljø og arbejdspladser i Hirtshals. Hvad forhindrer det? Fejlslagne politiske prioriteringer er jo nok den væsentlige forklaring

Fra politisk nordjyske hold – fra nuværende og tidligere regeringspartier – bliver der prioriteret en stikbane til Aalborg Lufthavn, hvor IC-togene så har endestation. En lufthavn, hvor der i øvrigt er ganske rimelig busdækning (på nogle tidspunkter), som ville kunne forbedres, så også X-busserne fra det nordvestlige Nordjylland stoppede ved lufthavnen i stedet for på landevejen. Så har det den kedelige konsekvens, at togene så ikke kører til Frederikshavn, for som transportministeren lakonisk konkluderer: IC-togene kan kun have endestation et sted.

  • Enhedslisten er ganske klar på spørgsmålet – det er fjerntrafikken til og fra Frederikshavn – og gods over på skinne – der skal prioriteres.

De mange millioner, der tankeløst er sat af til et stikbane til lufthavnen, kan meget mere fornuftigt bruges til flere nødvendige krydsningsspor – så der bliver plads til gods på skinnerne – et par nye små stationer i Tylstrup, Vestbjerg, Sulsted og Ellidshøj, så børn og unge kan komme til spejder og sport – uden at være afhængig af forældrekørekort. Og ikke mindst påbegyndelsen af elektricificering nord for fjorden.

Der er stadig tid til at ændre prioriteringen – hvis I vil – sammen med os andre.

Susanne Flydtkjær, Regionsrådsmedlem (EHL), medlem af bestyrelsen i Nordjyllands Trafikselskab og Nordjyske Jernbaner Vestre Fjordvej 34, 3., 9000 Aalborg